Projekter

Glad Fagskole arbejder målrettet for at skabe nye muligheder for, at vores unge kan bidrage aktivt til det samfund som de er en del af. Som led i dette arbejde har vi flere projekter der på sigt gerne skal sikre mere erhvervsrettet uddannelse og flere muligheder for, at starte i det ordinære uddannelsessystem.

 

Glad Flex Uddannelse

Glad Flex Uddannelse er et forsøg med kompetencegivende uddannelse til unge, der har afsluttet en STU og som gerne vil have mere uddannelse.  Uddannelsen veksler mellem undervisning gennem deltagelse i virksomhedsbaseret produktion på arbejdspladser og praktikker på erhvervsskoler eller virksomheder og undervisning i Glad Fagskole regi´. 

Uddannelsen skal gennem øget fokusering på kompetenceudvikling klæde de unge på til beskæftigelse eller til at gå i gang med en ordinær erhvervsuddannelse - fx til at starte på et grundforløb på en teknisk skole.

Glad Flex Uddannelse er beskrevet med kompetencemål (svarende til niveau 3 i den nationale kvalifikationsramme) samt undervisningsmål/aktiviteter, læringsmål, hvilket vil være et redskab til at synliggøre både for den unge, for kommende arbejdsgivere eller uddannelsessteder, hvilke kompetencer den unge har opnået i uddannelsen, og under hvilke vilkår, den unge fungerer og lærer bedst.

 

Fra uddannelse til job

Det overordnede formål med projektet er at skabe grundlag for flere eksterne praktikforløb for elever på STU-uddannelsen og derigennem øge mulighederne for efterfølgende varig tilknytning til arbejdsmarkedet.

Dette gør vi bl.a. ved at udvikle en partnerskabsmodel for samspil mellem virksomheder og skole, der kan motivere flere virksomheder til at tage praktikanter. Afsættet er elevernes faglighed. Udover veldefinerede mål, roller og ansvar, indeholder partnerskabsmodellen enkle redskaber til at evaluere og målsætte praktikforløb, så der sikres sammenhæng mellem elevens kompetencer og opgaven, som virksomheden ønsker at få løst. Redskaberne tilpasses den enkelte virksomhed og understøtter eleven i størst mulig selvstændighed.

Projektet skal udvikle procedurer der understøtter et godt samspil mellem skole og virksomhed, og sikre integration af viden der genereres i de to elementer i uddannelsesforløbet. Målet er, at der udarbejdes en vejledning til det virksomhedsrettede STU forløb til brug for uddannelsesinstitutioner og virksomheder. For at kvalificere denne videns udvikling og formidling, er RUC tilknyttet projektet.

’Fra uddannelse til job’ er rettet mod tre udviklingsfelter; udviklingen af den enkelte elev, udvikling af Glad Fagskole og udvikling af de virksomheder der medvirker i projektet.